Intet er tilfældigt…

 I lørdags var det 3 måneder siden det skete… Jeg kan stadig have svært ved, at tro det er rigtigt, hvem skulle have troet det faktisk kunne lade sig gøre – specielt for mig? Her gik jeg og levede mit liv, prøvede i hvert fald på det, hvor der så langsomt begyndte at ske en ændring et sted. Jeg kan næsten takke J.J. og Meyer for at det skete, min blog har nemlig en mindre del af skylden. Egentlig sjovt at tænke på, at noget sker for en grund, hvor langt tilbage i livet man kan komme: “Hvis jeg ikke havde gjort dét dér dengang, så var dét her ikke sket. Eller dét eller dét og nok heller ikke dét..” Hvor langt tilbage man kan tænke sig forbindelsen kan have, kommer an på hvilken rød tråd man følger, hvis man overhovedet er i stand til det. Se jeg er en tænker, en filosofisk hjerne om du vil, hvilket nok ikke kommer bag på nogen hvis I har læst kategorien “Noget på hjerte”. Så derfor er jeg næsten ikke i tvivl om, hvorfor nogle ting det seneste års tid har udartet sig som det har. Der er så mange tråde som rammer hinanden efterhånden, så mange løse ender er blevet samlet på det sidste, at det til tider kan skræmme mig. Så er det heldigvis, at jeg prøver og se situationerne fra andre perspektiver, hvorved jeg nærmest finder mig selv smilende og nikkende genkendende – for det virker egentlig meget fornuftigt nu, hvor det måske virkede dumt eller sårende dengang. Det kan selvfølgelig være svært at forstå, men personligt – lige i denne situation – kan jeg sagtens se en masse sammenhæng og føle, at der som sagt, må have været en grund til det hele. (Faktisk lidt interessant og pudsigt for mig, at læse tilbage i min blog “history”, da jeg selv kan se hvordan tiden op til har været og hvad jeg derfor har skrevet om og ikke mindst hvordan jeg har skrevet…) 

Hvad er det lige jeg forsøger, at fortælle og forklare med alt det her? Tjo, en del af jer ved det jo nok højst sandsynligt, alligevel syntes jeg, at jeg ville smide et lille indlæg omkring det. De 3 måneder er hvor længe jeg har været sammen med Henrik. Det er fandme gået stærkt synes jeg. Det er jo godt 14 uger eller 90 dage… Puha… Ret nyt for mig, sådan at have fundet en fyr der kan holde mig ud på så lang sigt. Har vist også spurgt ham rimelig mange gange hvordan han kan holde til det. Jeg er i hvert fald bare taknemmelig for, at han gør det. Min længste “forhold” har varet én dag fra at være en måned og det var ikke en jeg så’en rigtig brød mig om – hehe… Louise, you know who I’m talking about… Så at have nået tredje måned er ret stort for mig, specielt når jeg stadig befinder mig godt i vores forhold. Af frygt for at skræmme folk jeg kender samt, at lyde alt for sukkersød, så troede jeg seriøst aldrig at jeg nogensinde skulle være så heldig at finde en som ham. Alligevel er det sket og det er jeg rigtig glad for Lige nu er han dog syg, hvilket jeg ikke bryder mig om, sjovt nok, specielt når jeg ikke kan hjælpe ham med at blive rask. Ser frem til, ham endelig blive rask igen og håber fremtiden byder på flere dejlige stunder. Lige nu er han hos sine forældre, for intet er vel bedre end ens forældre når man er syg vel Ved jeg kommer til, at savne ham for han betyder allerede rigtig meget for mig. Fanger til stadighed ofte mig selv i at tænke “Hvad kan jeg have gjort for at fortjene det her…?”