Puha, så overlevede hun dagen i går alligevel. Havde det helt vildt skidt og var bange for det ikke kunne blive til nogen NOX-julefest i morgen søndag pga. gårsdagens sygdom. Heldigvis må det have hjulpet at sove næsten uforstyrret i nat, for har det meget bedre i dag.
Søsser var også så flink at komme med noget yoghurt til mig, så jeg kunne forsøge at spise lidt, det må vi huske til en anden gang hvor hun selv har brug for hjælp. Ellers skete der ikke så meget i går. Lå på sofaen hele dagen og så “That ’70’s Show” som jeg er blevet helt hooked på. Godt der stadig er 4 sæsoner endnu.
Hvad er der ellers sket siden sidst? Hmm… Tjo, god tur til Finland, den sidste aften vi var der var rigtig grineren, er meget glad for jeg ikke har været det stakkels rengøringspersonale som skulle gøre rent efter både Frederiksbergholdet og vores hold. Jeg kom personligt først i seng kl.5.45 og satte mit ur til kl.7.45… That’s not a whole lotta sleepin’. Nogle af dem fra Federiksberg havde fået ændret deres flybilletter inden rejsen, da de gerne ville blive der et par dage mere på egen hånd. Selvom det faktisk var ret spændende at være i Finland, ville jeg bare hjem kan jeg huske. Hvilket jeg langt fra var den eneste som ville på vores hold. Og hjem kom vi hvor jeg kun lige satte min kuffert op i min lejlighed hvorefter Moren kørte Henrik og mig selv hjem til ham, hvor der ikke gik mange minutter før jeg faldt i søvn.
Okay, den “største” nyhed indenfor den sidste uges tid er nok, at Henriks flytten ind hos mig er blevet rykket fra April til om to uger. Yeah you heard me. Justins fætter var klar til at flytte ind allerede om to uger fik vi fortalt i torsdags, så det var om at tage en hurtig beslutning. Først tænkte jeg, “Det er sgu da pludselig ret hurtigt det her sker”, men hvis det alligevel skulle ske på et tidspunkt, hvorfor så ikke nu? Så vi fandt en dato hvor Henrik flytter ind hos mig og den holder vi os vist til.
Det bliver interessant at se hvorden det kommer til at gå. Jeg har aldrig prøvet at bo med nogen, andet end da jeg boede hjemme hos de gamle selvfølgelig. Har boet selv i fire år nu, for en uges tid siden, ét år i denne lejlighed. Så mon ikke det er tid til lidt forandring? Nu må vi se hvordan det går, selvom jeg da tror på det nok skal gå fint og så er der heller ikke den renden frem og tilbage. Men så er der lige pludselig længere at gå når jeg skal hjem fra Daisy om morgenen. :-/
Nu er det snart jul, sådan er det ja, tiden og året går sin gang. I år laver jeg ikke nogen julekalender, bare rolig, det løb lidt af sporet sidste år, da jeg ikke havde tid og overskud til at sidde hver dag og finde på noget nyt. Da vi var i Finland var vi nogle stykker som en del gange var inde i et stormagasin som hedder “Stockman”. Iih for et julepyntsparadis! Ikke at jeg går helt vildt meget op i det, men nej hvor havde de alt muligt i flere stakke! Jeg endte med at købe en advents”krans” da jeg ikke har sådan en. Det er fire fyrfadslyseholdere som sidder ved siden af hinanden i en metalholder med rensdyr(den er sort). Tænkte at det ville være nemmest med fyrfadslys.
Derudover fandt jeg nogle fugle som sidder på en “klips” der skal sættes på juletræets grene. Jeg fik helt nostalgi da jeg fandt dem, da de minder utrolig meget om nogle mine bedsteforældre har, og de har altid fascineret mig og Søsser. Derfor købte jeg også nogle til hende. Det var også det første hun tænkte på, ”Ej, det minder mig helt vildt om farmor og farfar”. Halen er bare anderledes, men konceptet er fuldstændig det samme. Mine bedsteforældre har vist tre fugle, men den ene mangler en hale og en anden mangler klipsen, så vi har altid haft et ønske om at have flere, hvilket vi nu selv har.
Nå ikke så meget nostalgihalløj så tidligt på dagen. Lige her til sidst vil jeg igen nævne at der i morgen er NOX-fest, denne gang i Vejle. Selvom jeg har fået det væsentligt bedre end jeg havde det i går, er jeg stadig forkølet, hviket jeg har været i et par uger nu. Men det skal ikke stoppe mig, NOX-julefest, here I come!